Indkaldelse til arbejdsdag:

Forebyggelse af risikoadfærd hos flersprogede børn

Kære kolleger i dagtilbud og skole i udvalgte områder

Vi står overfor en fælles udfordring: Flere flersprogede børn og unge oplever at stå udenfor fællesskaberne – eller indgår i uhensigtsmæssige fællesskaber, som kan føre til risikoadfærd, kriminalitet og begrænsede livsmuligheder. Data viser samtidigt, at særligt de flersprogede drenge forlader skolen med bekymrende resultater og begrænset mulighed for uddannelse. Vi står overfor komplekse problemstillinger, som kræver et tæt og målrettet samarbejde mellem dagtilbud og skole.

Derfor inviterer vi jer til en fælles arbejdsdag, hvor vi sammen sætter fokus på, hvordan vi kan styrke den tidlige og forebyggende indsats. Med udgangspunkt i lokale cases, skal vi dele viden, erfaringer og konkrete metoder, der kan understøtte flersprogede børns sproglige, sociale og faglige udvikling – både i dagtilbud og skole.

Deltagere:

Vi håber, at både dagtilbud og skoler vil prioritere denne dag. Vi opfordrer til at tilmelde et mindre team (ca. 3 personer) bestående af ledelse og relevante ressourcepersoner. Formålet er, at deltagerne kan bringe viden og metoder med tilbage til egen praksis og understøtte den videre udvikling og implementering lokalt i institutionen eller skolen.

Program og praktiske oplysninger sendes forud for arbejdsdagen.

Med venlig hilsen

Brian Klitgaard, Anne Weinkauff og planlægningsgruppe, Fagcenter Børn og Unge